Tanken om at tale med andre som opvækst og omsorgssvigt kan virke skræmmende for rigtig mange. For år tilbage var det almindeligt, at man i terapien talte meget om det, som var foregået, og som barnet eller den unge derved igen kom til at opleve. Dette gør man heldigvis ikke længere, da man godt ved, at der ikke er nogen, som har godt af at opleve eventuelle traumer igen. Man er blevet meget opmærksom på, hvordan retraumatisering kan skade mennesker generelt.

I samtalerne er det mit største ansvar at skabe et rum, hvor barnet eller den unge føler sig tryg.

Fra den narrative psykologi anvender jeg eksternaliseringen, som er et redskab, der spiller en stor rolle i traumearbejdet. Kort fortalt handler det om, at problemet adskilles fra personen. Denne tilgang oplever de fleste som værende behagelig og en decideret lettelse - gennem terapien at få redskaber til at se problemerne udefra og ikke som en del af deres egen person.

I og med at omsorgssvigt ofte forårsager så mange komplekse følelser, som kan være svære at forholde sig til, er det vigtigt, at tilliden og trygheden er bærende elementer, som først skal skabes, før man overhovedet kan tale om muligheden for at lave terapi.

Skyld og skam kan, af mange grunde, ofte fylde rigtig meget. Børn kan have svært ved at sætte ord på deres følelser, hvorfor anvendelse af leg kan være et vigtigt redskab i arbejdet med barnet.

Unge mennesker har ofte meget ambivalente følelser, især hvis omsorgssvigtet kommer fra deres forældre. De kan samtidigt føle både had, skuffelse og dyb kærlighed, hvilket kan være barsk og forvirrende at stå midt i, da disse forskellige følelser ikke altid giver mening.

Vi har kulturelt lært forskellige ting om, hvordan vi skal føle i bestemte situationer. Omsorgssvigtede børn oplever ofte at blive udfordret på, hvordan de selv føler, da deres oplevelser af godt og skidt, had og kærlighed, tryghed og angst mv kan være svært divergerende i forhold til, hvad andre føler.

Er man vokset op i konfliktfyldte, utrygge og uhygiejniske omgivelser, kan det være svært for andre at forstå, at man kan finde tryghed i disse omgivelser og ligefrem ønske eller prøve at skabe disse. for at føle sig tryg,

Unge og voksne kan få følelsen af at være forkerte, da deres billede af normer og barndom kan være meget anderledes end andres. Små børn, der endnu ikke er i stand til at reflektere over deres liv, får ofte kropslige reaktioner på de svigt, som de står midt i: ondt i maven, hovedpine, søvnproblemer, indlæringsvanskeligheder, manglende sult eller overspisning - kan være måder at reagerer på.

Mange større børn og unge vælger at gemme følelserne for omverdenen, da de frygter, at de alligevel ikke vil opnå forståelse for noget, som de måske heller ikke selv forstår. Skam og skyld fylder ofte meget, og nogle børn og unge laver copingstrategier, der skal hjælpe dem med at håndtere dagligdagen og deres følelser. Her kan der være tale om mange forskellige strategier f.eks. tvangshandlinger, misbrug eller selvskade.

Som terapeut ser jeg på, hvordan svigtet har formet deres fortælling om sig selv og hjælper dem med at skabe nye, mere styrkende historier. Ved at genfortælle deres liv på en måde, hvor de ser sig selv som handlende og kompetente, kan vi finde tilbage til deres indre styrker og ressourcer.

Gennem den systemiske tilgang ser jeg på barnet eller den unge som en del af et større netværk – deres familie, skoler og sociale relationer. Jeg arbejder med at forstå, hvordan svigtet måske også har påvirket disse systemer og hjælper familien eller netværket med at ændre mønstre, der forstærker svigtet. Ved at inddrage de nærmeste i terapien kan vi sammen skabe et mere støttende og trygt miljø for barnet eller den unge.

Denne tilgang hjælper med at bygge bro mellem fortidens oplevelser og fremtidens muligheder, og giver både barnet, den unge og deres netværk mulighed for at skabe nye, sunde relationelle dynamikker.

Nogle unge ønsker ikke at have deltagelse af andre end dem selv under forløbet. For mange er processen meget privat, hvilket jeg naturligvis har stor respekt for.

I terapeutisk arbejde med omsorgssvigtede børn og unge oplever jeg, at kendskab til den neuroaffektive psykologi er særdeles vigtig. Neuroaffektiv psykologi giver en dybere forståelse af, hvordan omsorgssvigt påvirker barnets hjerne, følelsesliv og evne til at regulere sig selv. Når børn tidligt har manglet tryghed, spejling og følelsesmæssig kontakt, kan deres nervesystem være præget af alarmtilstand eller følelsesmæssig lukning. Det viser sig fx i uro, tilbagetrækning, impulsivitet eller at barnet har svært ved at mærke og udtrykke følelser.

Med den neuroaffektive forståelse kan jeg som terapeut møde barnet dér, hvor det er udviklingsmæssigt – ikke kun aldersmæssigt. Jeg arbejder med at skabe trygge relationer, som hjælper barnet med at regulere følelser, opbygge tillid og udvikle nye alternative muligheder for at skabe kontakt, nærhed og selvforståelse.