Neuroaffektiv udviklingspsykologi

I denne teori, som har et holistisk menneskesyn, tages der udgangspunkt i det neurobiologiske. Synet på mennesket er grundlæggende positivt med en forståelse af, at vi udvikler os gennem hele livet, og at denne udvikling er meget påvirket af vores omgivelser.

Det er her vi finder svar på, hvordan mennesket er under indflydelse af såvel arv som miljø - her især med fokus på genetikken, og hjernens opbygning,

Jeg oplever, at mange er nysgerrige på, hvorfor vi mennesker reagerer, som vi gør i forskellige situationer - hvorfor nogle forholder sig på én måde i traumesituationer og andre på en anden måde.

I den neuroaffektive udviklingspsykologi får vi en viden omkring, hvordan vores nervesystem fungerer, hvilket er vigtigt i forbindelse med forståelsen af især traumers konsekvenser og indflydelse på menneskers følelser, handlemønstre og deres måde at være i verden på.

Denne teori giver, gennem psykoedukation, mennesker i terapi en mulighed for en dybere forståelse af egne handlemønstre, smerter og udfordringer, for derigennem at få løst op for traumer mv, når der i terapien skabes en forståelse for, hvorfor man har handlet, som man har gjort.

Terapi, med afsæt i det neuroaffektive, er især en god mulighed for de personer, der ønsker at gå et skridt dybere i forståelsen af egne reaktioner og handlemønstre, end de kan få gennem den kognitive terapi.

Desuden oplever jeg teorien som en vigtig forudsætning for forståelsen af børns udvikling, når der arbejdes med børn, der har været udsat for traume.