De mest almindelige diagnoser, som jeg tilbyder hjælp til gennem samtaleterapi, er:

opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD (jeg har valgt at bruge denne fællesbetegnelse, selvom der findes mange slags opmærksomhedsforstyrrelser)
udviklingsforstyrrelse - autisme. Hvor man tidligere talte om flere typer autisme, bruger man nu fællesbegrebet ASF autisme-spektrum-forstyrrelser. Autisme er et spektrum, hvilket betyder, at diagnosen spænder over et stort område, hvor nogle autister er meget velfungerende, og hvor andre kræver støtte på næsten alle områder i dagligdagen. Nogle højt fungerende autister har lange akademiske uddannelser, hvor andre autister har nedsatte kognitive funktioner.og har brug for mange skærmende hensyn i dagligdagen. Autister er lige så forskellige som mennesker uden autisme.
OCD - obsessive compulsive disorder - som er en psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og tvangshandlinger. Man er dog ikke psykisk syg, fordi man har OCD. Ofte handler OCD om en forsvarsmekanisme, som har til hensigt at hjælpe i et følelsesmæssigt kaos.
angst er den mest almindelige psykiske lidelse, som rigtig mange mennesker på et tidspunkt vil stifte bekendtskab med. Kortfattet forklaret er angst en naturlig følelse, som alle mennesker kender. For nogle såvel voksne som børn, bliver angsten, at forskellige årsager, så stærk, at den begynder at begrænse deres hverdag. Angst kan vise sig som uro i kroppen, tankemylder, undgåelse af bestemte situationer, søvnproblemer eller mavepine – alle, men især børn, kan have svært ved at sætte ord på, hvad der sker indeni. Nogle får deciderede angstanfald, som kan være meget ubehagelige.

Man er ikke psykisk syg, fordi man har en eller flere af ovenstående diagnoser. Med den rette hjælp opnår de fleste at få det bedre, og mange får et helt normalt liv, hvor symptomerne fra deres diagnoser fylder mindre, eller hvor de ved hjælp at tillærte strategier og viden om deres diagnose, får redskaber, der gør det væsentligt nemmere at leve et liv med en eller flere diagnoser.
Med hensyn til autisme, er det heller ikke ualmindeligt, især for højt fungerende autister, at de i perioder mærker mindre til deres autisme, end de gør i andre - ofte betinget af, hvor godt deres liv fungerer, samt hvorvidt de er påvirket af sorg, stress eller andre belastninger, som alle mennesker rammes af i perioder af deres liv.
Mange der får medicin grundet ADHD vil også opleve, at det ikke er en tilstand, hvor medicinen altid vil være nødvendig. Nogle børn og unge oplever at få det meget bedre med alderen og nogle "vokser fra" deres ADHD eller får med hjælp skabt så anvendelige strategier, at deres diagnose ikke generer dem længere på et niveau, der betyder noget i dagligdagen.

Hvordan jeg arbejder med børn og unge med diagnoser:

I mit arbejde som terapeut møder jeg børn og unge med forskellige diagnoser – med forståelse, nysgerrighed og respekt for deres unikke måde at være i verden på. Jeg trækker på flere forskellige tilgange for at støtte barnet eller den unge i at få styrket sin identitet, håndtere svære følelser og skabe positive forandringer i hverdagen.

Min faglige profil samt praktiske baggrund er meget stærk og alsidig i forhold til at arbejde med disse diagnoser, da den giver mig mange vinkler til at møde børn og unge på en meningsfuld måde.

Narrativ tilgang

Med den narrative metode hjælper jeg barnet eller den unge med at adskille sig selv fra problemet. I stedet for at se dem som "diagnosen", udforsker vi sammen de fortællinger, der dominerer deres liv – og arbejder på at styrke de historier, hvor de oplever handlekraft, håb og mening. Det kan bl.a. være at få øje på styrker, venskaber eller strategier, de allerede bruger – men måske ikke selv har lagt mærke til.

Systemisk tilgang

Jeg ser aldrig barnet eller den unge isoleret, men som en del af en større sammenhænge – som familie, skole og netværk. Samtaler kan derfor også inddrage forældre eller andre vigtige voksne, så vi sammen kan skabe forståelse og ændre mønstre, der står i vejen for trivsel. Jeg arbejder med dialog og refleksion for at styrke relationer og fælles handlemuligheder.

Kognitiv tilgang

Når det giver mening, arbejder jeg med konkrete kognitive værktøjer – fx til at forstå og regulere følelser, udfordre negative tankemønstre og udvikle mere støttende strategier i hverdagen. Jeg gør det i et sprog og tempo, der passer til barnets eller den unges udviklingsniveau og behov.

Især i forbindelse med angstproblematikker har kognitiv terapi en god effekt.

Neuroaffektiv pædagogik og psykologi

Jeg tager altid udgangspunkt i den neuroaffektive forståelse af, hvordan hjernen, følelser og relationer hænger sammen. Det betyder, at jeg er særligt opmærksom på barnets følelsesmæssige udviklingsniveau – ikke kun dets alder eller diagnose – og jeg møder barnet der, hvor det er.

Jeg bruger denne tilgang til at skabe trygge, regulerende relationer, hvor barnet kan udvikle sig følelsesmæssigt og socialt. Det handler bl.a.om at styrke barnets evne til selvregulering, forstå egne følelser og skabe mening i sine oplevelser – altid med udgangspunkt i en tryg kontakt, og i et tempo der tager hensyn til barnets nervesystem.

Diagnoser

- med fokus på ADHD, autisme, OCD og angst

Flere og flere børn, unge og voksne får diagnoser, og der er i vores samfund såvel blandt fagfolk som alle andre meget forskellige holdninger til det, som nogle betegner som en decideret diagnosekultur, der har såvel positive som negative sider med sig.

Jeg forholder mig naturligvis positivt til, at vi i vores samfund er blevet mere opmærksomme på, samt dygtigere til at spotte samt at at hjælpe mennesker med psykiske og mentale udfordringer.

For rigtig mange børn, unge og voksne, kan en diagnose være en forklaring, der giver god mening, og samtidig et håb for fremtiden i forhold til medicinsk behandling og/eller terapeutisk. Endelig oplever man, at der er en god grund til en adfærd, som for mange børn unge og deres omgivelser har været opslidende, uforstående og derfor skabt store udfordringer for den diagnose-ramte samt dennes omgivelser.

Mange føler, at de nu kan lægge bekymringer, ansvar, skyld og skam mv. på hylden og komme videre med den hjælp, som barnet og den unge har brug for. Det er ganske naturligt, og med god grund, at man ofte føler lettelse over at ens barn får en diagnose samtidig med, at det også kan være en sorg over, at ens barn skal kæmpe mod noget, som andre ikke skal kæmpe mod. Der er mange ambivalente følelser i spil, når en familiemedlem får konstateret en diagnose.

Diagnosen kan være svaret, der giver mening og på sigt skaber mere ro for personen og dennes relationer

Jeg forholder mig dog også kritisk til brugen af diagnoser af flere grunde. Jeg er både teoretisk og praktisk meget erfaren i forhold til at have arbejdet med, og studeret, de diagnoser, som jeg nævner herunder.

Ofte har jeg oplevet, hvordan mange børn, der har haft mange diagnoser med sig, og desuden ikke har haft den letteste start på livet, har identificeret sig med deres diagnose. Deres identitet er blevet påvirket af deres diagnose, på en måde hvor den desværre ofte har negativ indflydelse på deres selvværd samt deres tro på egne kompetencer.

Man bør også være opmærksom på, at symptomer på diagnoser, der omhandler opmærksomhedsforstyrrelser eller tvangshandlinger, ofte er lette at forveksle med normale reaktioner på barske opvækstvilkår eller traumer.

Nogle psykologer og terapeuter mener sågar, at en af årsagerne til det stigende antal af børn, der ikke trives i skoler og daginstitutíoner, skal findes i et samfund, hvor børnene reagerer naturligt på unaturlige krav i en verden, der ikke længere er så børnevenlig, som den var engang. Børnegruppen har ændret sig, og vi må også turde se på, hvorvidt vores samfunds krav til vores børn har ændret sig tilsvarende.

Jeg mener, at det er vigtigt at have fokus på barnets personlighed, følelser og trivsel, før der fokuseres på barnets eller den unges eventuelle diagnose(r). Som narrativ terapeut kommer interessen for barnet eller den unge altid før interessen for diagnosen. Man kan have en eller flere diagnoser, hvilket der naturligvis skal tages hensyn til, men i terapien arbejdes der altid hen imod, at mennesket ikke identificerer sig med sin diagnose - man kan have ADHD, men man er ikke ADHD.

I stedet for at lade diagnoser definere den enkelte, kan den narrative tilgang skabe plads til at se på diagnoser som en del af en større fortælling, hvor barnet eller den unge ikke er reduceret til et etiket, men er et aktivt menneske med egne ressourcer og muligheder. En respektfuld tilgang indebærer at møde børn og unge med åbne øjne, forståelse og anerkendelse af deres perspektiver, og samtidig understøtte deres mulighed for at skabe nye fortællinger om sig selv – uafhængigt af, hvordan samfundet definerer dem ud fra deres diagnoser.